Alfen


Alfen er et eventyr skrevet til børn der har sorg over at have mistet en søster eller en bror. Hele familien er i sorg over dette barnedødsfald. 

De fleste fokuserer på forældrenes store sorg over at have mistet et barn. Det gør de tilbageblevne børn også. De holder nøje øje med, om mor og far kan klare deres liv, og hvordan mor og far klarer tilværelsens ny krav og udfordringer. 

Dette kan medvirke til, at disse børn alt for tidligt får en voksenside, der fylder meget. Derfor er det vigtigt at give disse børn mulighed for at skabe deres egne redskaber til at være de ubekymrede børn, de også er. 

Forældrene har brug for at høre deres børn fortælle om, hvad det gør ved dem, at der har været dødsfald i familien, så forældrene sammen med deres børn kan ophæve eller minimere dette stærkt tabuerede emne både i og uden for familien. 

Alfen er udkommet. Det er et eventyr, som både kan bruges af forældre, børn, klienter og terapeuter. 


Bogen kan købes på Stories Forlag, Bente Kirk-Campbell,

Foredrag, kurser og bogen kan bestilles på tlf. 4848 5759 / 5122 3348 


Anmeldelse

Alfen

Bogen er skrevet af Bente Kirk-Campbell, der er uddannet ergoterapeut, afspændingspædagog og gestaltterapeut. Bente Kirk-Campbell grundlagde Gestaltterapeutisk Institut ApS i 1982 og ledede dette i 26 år. 

Bogen er illustreret af Toril Bækmark.

Et eventyr

”Alfen” er en fin lille bog, et eventyr, der med en alf som metafor vil gøre opmærksom på et barns behov for kontakt og glæde efter, at det har mistet en søskende og dermed også har mistet lidt af sine forældre. ”Ikke at hun kunne sige det klart, dog var det som om, at der var sket noget med hendes moders hjerte- hun følte det.” ”Også hendes faders. Han blev så ked af det.” I pigens fantasi dukker alfens tilstedeværelse op, og hun betror sig til ham og lever til dels i alfens eventyrlige verden. ”Nej - uden alfen var det slet ikke gået.”

Alfernes rige

Fra første side drages vi ind i alferiget. Der falder ro over sindet, for her går alt godt for sig. Alferne sørger for at planterne, blomsterne og træerne er sunde og får den rette næring. De har travlt, for naturen er uendelig. Alferne er kloge og forstår sig på sammenhænge og ved præcis, hvad den gode jord, det klare vand og den rene luft betyder for alt levende. De har kontakt med alle elementerne, som menneskene også er en del af. 

Det er en helt vidunderlig og poetisk verden, der her beskrives, mild, varm, sanselig og positiv.

Den lille pige.

Pigen er hovedpersonen. Hun lever i to verdner, der ikke hænger sammen. Vi ser, hvordan pigen klarer sig ved at balancere mellem den virkelige verden og den verden, hun er sammen med alfen i. Vi oplever de mange situationer i pigens liv, hvor alfen dukker op. Alfen kommer, når pigen mærker moderens stilhed. Glæden kan endog være farlig, for kan man more sig, når mor og far er så kede af det? Pigen har mange legekammerater, men legen bliver afbrudt, når hun bliver bange og må søge hjælp hos alfen. Pigen forstår ikke, hvad det er, hun bliver bange for, men ved, at det er noget, der er sket for længe siden, og som hun ikke kan huske. Alfens kloge tale beroliger, men den passer ikke altid ind i børnenes legende verden. Det er svært. Det er heller ikke altid let for pigen helt at stole på de voksne. Denne mistro mærker hun ikke sammen med alfen, eller hjemme hos mor og far.
  
Haverne.

Alferne findes af og til i haver blandt planter og blomster, for alferne kan også have kontakt med mennesker, som alfen havde det med den lille pige. Alferne er først og fremmest til for naturen, hvor de holder naturens kredsløb i gang, men det vil de også gerne hjælpe menneskene med.

Et godt og aktuelt budskab i dag, hvor forureningen skal aftage, for at kloden kan overleve.

Det er en bog med budskaber. Den er hurtig læst, og kan læses mange gange, for noget nyt vil dukke op.

Hver anden side er dejligt illustreret med planter, blomster, træer og alfer, og ind imellem dukker den lille pige op. Stregen er let og levende og som skabt til alfernes verden.



En øjenåbner til et overset problem.

Som i alle eventyr forføres vi i drømmenes verden, men der er en tanke bag. Bente Kirk- Campbell, der selv har mistet en lillesøster, vil med denne bog sætte fokus på et tabubelagt emne. Barnet bliver forældrenes trøster og hjælper, fordi de mærker forældrenes sorg og skrøbelighed. Stærke børn kan udvikle en voksenrolle, som de kan fantasere sig ind og ud af. Den voksne ”alfen” som her i eventyret, bliver en god ven, pigen støtter sig til. Sammen med alfen skaber hun den verden, hun ønsker sig. Vanskeligheden skjuler sig, for det er svært for den lille pige at få de to verdener til at hænge sammen. Det er hårdt, og det giver nogle begrænsninger. Men ikke kun! På sigt kan det hos nogle endog gå sådan, at man aldrig slipper hjælperollen, men udvikler den samt evnen til at se sammenhænge, og man bliver terapeut.” Når man først er blevet ven med en alf -i hvert fald som pigen var det - så bliver man selv til en slags alf, og det kan der ikke laves om på.”

Hos andre børn, der har mistet en søskende vil tristheden, ensomheden og angsten fylde hele deres liv.

Bogen er skrevet til børn, der har sorg over at have mistet en bror eller søster og til deres forældre foruden til professionelle.  Mit barnebarn Frederikke på 13 år læste ”Alfen”. Hun fattede straks pointen, om end hun ikke har mistet en søskende. Om tegningerne udtrykte hun, at det var som om blyanten ikke kunne stoppe, og at det ville være godt for børn, om illustrationerne var farvelagte. Vi blev enige om, at det kunne være en god idé for børnene selv at farvelægge tegningerne, mens tanker og følelser rumsterer.

Forfatteren øser endvidere af sine mange erfaringer på kurser og foredrag. 

Tænk, om forældre, der har mistet et barn, midt i deres sorg magtede at tale med børnene om det, der er sket, og hvad det har gjort ved dem. Det vil være forløsende og føles naturligt, når man først er kommet i gang med det. Familien vil blive gladere og mere levende.

 ”Alfen” er rigtig god læsning for at komme i gang med denne proces. 

Elsebeth Rode

Gestaltterapeut, MPF